-
Business-update: Pandora henter ny direktør fra verdens største luksuskoncern
Source: BDK Finans / 02 Oct 2024 09:51:20 America/Chicago
Velkommen til onsdagens udgave af Berlingskes Business-update her fra avisens erhvervsredaktion. Vi har igen i dag været mediebilledet rundt for at give dig en opdatering over det vigtigste, der rører sig i erhvervslivet og økonomien lige nu. Blandt dagens store nyheder er, at bestyrelsen i Deutsche Bahn har godkendt DSVs historiske opkøb af DB Schenker til 107 milliarder kroner. Men vi har også andet på menuen. #1 – Central figur i TV 2-dokumentar fik nej til navneforbud Rockeren Fasar Abrar Raja, der i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane« driver forretning med forurenet jord, forsøgte onsdag at få nedlagt navneforbud i den sag, hvor han sammen med en revisor er sigtet i flere forhold om snyd med skat og moms. Stod det til Fasar Abrar Raja selv og hans forsvarer, skulle det være forbudt at nævne hans navn. Men dommeren ved Retten i Glostrup afviste at nedlægge navneforbud, skriver Ritzau. Revisorens identitet er i modsætning til Fasar Rajas blevet beskyttet. Politiets specialenhed, NSK, har ifølge Mediawatch og Ritzau oplyst, at sagen drejer sig om svindel for samlet cirka 30 millioner kroner. Ud over de fysiske personer er fire selskaber sigtet i sagen. For nylig fik advokat Lise Roulund, der også optrådte i TV 2-dokumentaren, nej til at få opretholdt navneforbud i stor sag om hvidvask. 2# – Pandora får marketingdirektør fra LVMH Smykkekoncernen Pandora har været i Paris for at hente sin nye marketingdirektør, Berta de Pablos-Barbier. Her har hun de senere år været direktør for LVMHs champagnebrands: Moët & Chandon, Dom Pérignon og Mercier. LVMH er verdens største luksuskoncern. Berta de Pablos-Barbier kommer til at referere direkte til Pandoras topchef, Alexander Lacik, og vil blive en del af selskabets ledelsesteam, skriver Finans. Tidligere har hun blandt andet været marketingdirektør i Lacoste. Fra smykkebranchen har hun erfaring fra den eksklusive juvelerkæde Boucheron. #3 – Virksomheder kan i fremtiden få beskikket en forsvarer i særlige skattesager Fra 1. januar 2025 kan virksomheder få en beskikket forsvarer i sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, som behandles administrativt af Skatteforvaltningen. Den mulighed er i dag udelukkende forbeholdt private borgere. Det fremgår af et lovforslag fra skatteministeren, der netop er fremsat, oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse. Med forslaget udvides privatpersoners og virksomheders mulighed for en beskikket forsvarer til også at omfatte toldlovgivningen. De nye muligheder gælder alene i Skatteforvaltningens administrative sager, hvor lovovertrædelsen ikke skønnes at medføre højere straf end bøde. Hvis en sag ikke kan afsluttes administrativt med et bødeforelæg, sendes den videre til politi med henblik på domstolsbehandling. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Virksomhed fik rentesmæk fra Skat på 320 millioner kroner: Højesteret bad minister rette op. Nu kaldes hans svar for en »lappeløsning« Højesteret bad helt usædvanligt skatteministeren om at gribe ind, da en virksomhed endte med et gigantisk rentesmæk. Nu får ministerens udkast til lovændring kritik for at komme alt for sent og være »en lappeløsning«. Ny minister lover at lytte til kritikken. Læs artiklen her. B: Dyrere olie efter Irans missilangreb – men det kan blive endnu værre Irans angreb på Israel tirsdag aften har fået både olie- og guldpriserne til at stige, men endnu ikke så meget, som det kan ske, hvis konflikten udvikler sig, og Israel angriber iranske olieinstallationer, eller Iran blokerer for skibstrafikken. Læs artiklen her. C: Novo Nordisk åbner op om en ny plan midt i kæmpe fragtkaos Novo Nordisk har en »beredskabsplan« klar for, hvordan medicinalgiganten vil håndtere den omfattende havnestrejke i USA. 45.000 havnearbejderes nedlæggelse af arbejdet kan føre til totalt kaos i verdenshandlen. Læs artiklen her. Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-pandora-henter-ny-direktoer-fra-verdens-stoerste